Mange vil mene, at Barcelona-holdet fra 2010 er det bedste klubhold gennem tiderne.
Pep Guardiola afløste Frank Rijkaard som manager i 2008, og mange i klubben og i medierne tvivlede på hans evner til at overtage A-holdet efter han havde stået i spidsen for B-holdet. Hans indvirkning var dog til at føle på fra dag 1. Ved at forfremme Sergio Busquets fra Barcelonas B-hold var han med til at stabilisere midtbanen, hvilket gav Xavi og Iniesta mulighed for at spille med større kreativ frihed. Samme år vandt man La Liga, men Barca mandskabet var langt fra færdige med at vinde titler.
I den efterfølgende sæson var kampen om La Liga-titlen meget mere intens, men Pep og hans drenge vandt endnu en gang La Liga, da de slog de bitre rivaler fra Real Madrid med 3 point og sluttede med 99 point. Det lykkedes på trods af en taktisk ændring fra Guardiolas side, hvor han gik væk fra et mere flydende angreb ved at bytte Samuel Eto’o ud med Zlatan Ibrahimovic. Et træk, der i sidste ende ikke fungerede.
Real Madrid ansatte Jose Mourinho, i håb om at stoppe Barcelonas dominans, da han året forinden havde slået Messi og co. ud af Champions League. Det startede en af de største rivaliseringer mellem managers i fodboldens historie. I sidste ende var selv den mægtige portugiser magtesløs over for Barcelonas gyldne generation.
Thierry Henry rejste til New York og blev erstattet af David Villa, mens Lionel Messi som altid var i topform. 2010/11-sæsonen var året, hvor den lille argentiner blev den bedste spiller nogensinde. Ja, han vandt også Ballon d’or de to sæsoner før det, ligesom han også vandt den i denne sæson, men de ting, han gjorde på banen, var magiske.
Barca startede sæsonen med stil, da de slog Racing Santander med 3-0, hvor Messi, Iniesta og Villa kom på måltavlen. Den efterfølgende weekend gik det dog ikke som planlagt, da man tabte 2-1 til nyoprykkede Hercules.
Mange anså dette Barcelona-hold for at være et ret blødt hold, der ikke havde den mentale styrke til at komme tilbage efter et nederlag til en meget svagere modstander, men det var blot ønsketænkning hos de øvrige klubber. Otte dage senere tog Barca til Atletico Madrid og fik sig en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr. Derefter røg de ind i en utrolig stime med 20 kampe uden nederlag, hvor de vandt 19 af kampene, spillede én uafgjort, scorede 67 mål og lukkede kun ni mål ind.
Når man så dette Barcelona-hold, føltes det som om, man så den sidste udvikling af fodbold. Pep Guardiola havde bygget videre på Johan Cruyffs total fodbold og skabt noget smukt, der blev kaldt “tiki-taka”. Hurtige progressive pasninger gennem små trekanter, hvor man udnyttede det enorme talent hos midtbanespillerne som Xavi og Iniesta, mens Messi spillede som en “falsk ni’er”, der fik forsvaret til at lide.
På trods af Mourinhos og Real Madrids ihærdige indsats var Barcelona nærmest bestemt til at vinde La Liga. De vandt titlen over Los Blancos med fire point. Reals rekordstore 102 ligamål, 40 scoret af Cristiano Ronaldo, var ikke nok til at stoppe Pep Guardiolas fodboldmaskine. Mourinho fik dog det sidste ord i Copa del Rey-finalen, så noget vandt man trodsalt.
Efter La Liga og Copa del Rey var overstået, kunne Barcelona koncentrere sig om deres Champions League-kampagne. De var ikke overraskende dominerende i en forholdsvis let gruppespilsrunde, hvor de vandt over FC København, Rubin Kazan og Panathinaikos.
De mødte Arsenal i ottendedelsfinalerne, og efter at have tabt første kamp med 2-1 i London, slog de tilbage med en 3-1 sejr i Barcelona, hvor Messi scorede to gange. Set i bakspejlet kan det godt være, at de havde nogle gunstige dommerkendelser i returkampen, men den fodbold, de spillede, var fantastisk.
Næste hold man stod overfor var de ukrainske giganter, Shakhtar Donetsk. Blaugrana slog dog nemt deres kvartfinalemodstandere med 5-1 på Camp Nou. Iniesta, Dani Alves, Pique, Keita og Xavi stod for målene. Efterfølgende vandt man returkampen, hvor Messi scorede det eneste mål i opgøret, i det 43. minut.
Det var en El Classico-dyst, som man ikke vil glemme i semifinalen. Der var ingen kærlige undertoner i det første opgør, da fem spillere fik gult kort og to fik direkte rødt kort. Det første røde kort gik til Barcelonas målmand Jose Pinto efter et skænderi med Real-spillere og personale på bænken. Pinto var ikke på banen, så Barcelona forblev fuldtallige. Pepe gjorde derefter, hvad han er bedst til, og fik direkte rødt for en farlig tackling på Dani Alves. Kampen endte 2-0 til Barca, hvor Messi scorede begge mål.
Mourinho forsøgte at gøre det, som han havde haft så stor succes med Inter Milan året før, men Barcelona havde lært af deres nederlag. Returopgøret endte 1-1, hvor Real Madrid fik 5 gule kort i løbet af kampen. Det virkede som om, at de ikke kom for at spille fodbold, men bare for at sparke Barcelona ned. Det virkede ikke.
Guardiola og co. mødte det allerbedste hold, som England havde at byde på i finalen. Sir Alex Fergusons Manchester United var den dominerende magtfaktor i Premier League på det tidspunkt, men selv Fergie vidste, at det ville kræve noget helt særligt at slå dette Barcelona-mandskab.
Før kampen beskrev Sir Alex, Barcelonas midtbane som en “karrusel”, og det var præcis, hvad han mødte. Wayne Rooney udlignede Pedros tidlige mål, men herefter havde Manchester bare ikke noget modsvar.
Lionel Messi-showet begyndte, da den lille smidige angriber oversprang Rio Ferdinand og scorede på et perfekt hovedstødsmål, hvilket gav Barcelona en 2-1-føring. Herefter kunne man nærmest tælle på én hånd, antallet af gange, hvor Manchester United rørte bolden. Karrusellen blev ved med at dreje rundt, og David Villa afgjorde til sidst kampen i det 69. minut.
Kampen endte 3-1, og Pep Guardiola vandt sin første Champions League og fik den anerkendelse, som han med rette fortjente. Barcelona var det bedste hold i verden takket være denne utrolige gyldne generation. Spillere som Messi, Xavi, Iniesta, Puyol, Pique og mange flere vil gå over i historien, som en del af det største klubhold nogensinde. Sørg for at booke en fodboldrejse med os til ikonisk fodbold og tiki takaens hjemsted ved at se en kamp på Camp Nou.